Luthersk Mission

Luthersk Mission er et missionsselskab med samme bekendelsesgrundlag som folkekirken. Missionsselskabet udsender missionærer og volontører til at støtte kirkeligt arbejde i blandt andet Tanzania, Etiopien, Peru og Cambodia.

Luthersk Missionsforening (LM) blev stiftet i 1868 som en vækkelsesbevægelse i Danmark. Ud over missionsarbejdet herhjemme, har missionsarbejdet i udlandet altid stået meget stærkt i organisationen. Allerede i 1891 sendte sønderjyske LM?ere den første missionær til Kina. Siden har arbejdet bredt sig, og et stort antal har meldt sig til tjeneste i missionsarbejdet. I starten af 1990?erne var over 90 missionærer udsendt gennem LM, og i dag er der omkring 40 missionærer og 10 volontører.

Det arbejde, Luthersk Mission støtter, er kirkeligt og socialt arbejde med fokus på evangelisering, undervisning og sundhedsarbejde. I Tanzania og Etopien har LM et langt og stærkt samarbejde med de lutherske kirker. LM driver et kristent litteraturcenter i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam, og støtter også Norea Radio Danmark, der driver radiomission i Kina, Indien, Cambodja, Indonesien, Iran, Turkmenistan, Mellemøsten, Etiopien og Eritrea. Desuden arbejder LM i Cambodja og Peru i samarbejde med organisationen Christian Care for Cambodia og den unge lutherske kirke i Peru omkring menighedsopbygning og udvikling af lokalsamfund i de to lande.

Læs mere på:
www.dlm.dk 

Kontakt:
Luthersk Mission
Industrivænget 40
3400 Hillerød
Telefon: 4824 4476