DMRU Orientering - August 2015

Mange internationalt orienterede danskere venter i disse uger spændt på Venstre-regeringens bud på, hvordan Danmark skal tackle de mange udfordringer, der presser sig på. Regeringen er gået håndfast til værks: der skal spares 2,5-3 mia kr. på udviklingsbistanden (svarende til 15-20%), fordi der er mere brug for disse ressourcer i det danske samfund. Men kortene holdes tæt til kroppen: skal grønthøsteren køres henover alle de mange forskellige dele af dansk udviklingsbistand, er der nogle områder der skal friholdes, og vil der ligefrem blive flere penge til få særligt prioriterede tiltag? Udenrigsministeren nævner den private sektor, bistand til nærområderne (i den tro at flygtningepresset på Europa så mindskes), og støtte til Afrika. Men med så store besparelser i vente, er det svært at tro, at løfterne kan indfris.

Fra de kirkelige organisationer er der ikke overraskende stor interesse for regeringsgrundlagets markering af, at der skal gøres mere for forfulgte kristne: vi mener, at et sådant tiltag er ganske berettiget, og at det bedst håndteres gennem en samlet indsats for at fremme religionsfrihed. Og i bredere forstand kalder det så på, at man i dansk udviklingsbistand får øjnene op for samspillet mellem religion og udvikling.

DMRU har det seneste år koordineret en række seminarer, kurser og udgivelser om dette tema i et tæt samarbejde med ADRA, Folkekirkens Nødhjælp, Institut for Menneskerettigheder og Danmission. Vi glæder os over stor interesse for disse aktiviteter og håber at kunne følge op med en fornyet indsats i 2016.

Mens DMRU venter på offentliggørelse af finanslovsforslaget i begyndelsen af oktober,  har vi nu således ikke tænkt os at sidde med hænderne skødet, men vil opfordre regeringen til at forberede et bredere udspil – og tilbyder gerne vores idéer og ekspertise.

Lars Udsholt

Sekretariatsleder

Indhold