DMRU Orientering - Februar 2016

Efter besparelser, afskedigelser og andre ændringer i DMRUs arbejde i 2015 er vi i gang med planer for fremtiden. Og her spiller DMRUs årlige generalforsamling og medlemsseminar jo en helt afgørende rolle. Som besluttet allerede sidste år afholdes generalforsamlingen den 26. april, mens seminaret som vanlig er placeret dagen efter den 27. april.Invitation og program udsendes til medlemsorganisationerne i næste uge, men har I ikke allerede krydser i kalenderen, så reserver allerede nu disse dage; det foregår som tidligere år i Vejle.

Generalforsamlingen skal behandle forslag til arbejdsplan for DMRU 2016-18, og i lyset af de store ændringer i dansk udviklingsbistand lægger bestyrelsen op til en bredere diskussion om DMRUs fremtidige rolle og arbejdsopgaver. Vær opmærksom på, at der i år skal vælges hele tre medlemmer til DMRUs bestyrelse samt en suppleant – så overvej allerede nu i jeres egen organisation, om I vil byde ind med en kandidat til bestyrelsens arbejde.

Seminaret den 27. april vil bl.a. behandle de nye Verdensmål (Sustainable Development Goals, SDG) vedtaget af FNs generalforsamling sidste efterår. Her skal vi blandt andet drøfte, hvordan kirkelige udviklingsorganisationer med dette afsæt kan binde arbejdet ude og hjemme bedre sammen. Læs i øvrigt mere om arbejdet med Verdensmålene i denne udgave af DMRU Orientering.

Og apropos de store nedskæringer i dansk udviklingsbistand, så læs også i dette nyhedsbrev om et anderledes løfterigt møde i Berlin tidligere i denne måned, hvor den tyske regering var vært ved et stort internationalt møde om religion og udvikling. Fra den hjemlige andedam kan du høre om DMRUs årlige møde med udenrigsministeriet.

God læselyst

Lars Udsholt

Sekretariatsleder

Indhold