DMRU Orientering - Januar 2016

2015 sluttede med en hård opbremsning for DMRU og mange andre danske udviklingsorganisationer. Et flertal i folketinget valgte at følge regeringens forslag til markante besparelser i den danske udviklingsbistand, og for DMRU betyder det et fald på 35% i støtten til DMRU-puljen såvel som til Genbrug til Syd. Som omtalt i tidligere nyhedsbreve har sekretariatet måttet afskedige to medarbejdere, ligesom en tredje ikke kunne få sin ansættelse forlænget.

Vi har i kontorerne på Diakonissestiftelsen haft travlt med at tilrettelægge arbejdet på ændrede vilkår, og som medlemsorganisationerne vil vide, har vi derfor allerede her i begyndelsen af januar skullet danne os et overblik over medlemsorganisationernes ønsker om projektbevillinger. Disse overstiger langt de 6,1 millioner kr. vi har til rådighed i Danida-bevillingerne, og der forestår derfor væsentlige prioriteringer i den kommende tid. Det er mit håb, at medlemsorganisationerne vil have forståelse for de vanskelige vilkår og vil opleve, at kriterierne er klare og relevante.

Midt i disse sparetider er det også værd at hæfte sig ved, at det kirkelige udviklingsarbejde jo omfatter meget mere end Danida-midler. DMRUs opgørelser viser, at for hver modtaget Danida-krone til DMRU og medlemsorganisationernes arbejde gennem DMRU-puljen, rejser medlemsorganisationerne fra private bidragydere yderligere 2,50 kr. til udviklingsarbejde.

Og totalt indsamler medlemsorganisationerne 175 millioner kr. i private bidrag. Disse midler omfatter også et stort arbejde i Danmark. Men ser man på de penge, der overføres til partnere i udviklingslandene – herunder til lokalt menighedsarbejde, forkyndelse mv., rejser medlemsorganisationerne fire kroner i privat bidrag, hver gang Udenrigsministeriet bevilger 1 kr. til DMRU-puljen.

Disse opgørelser – som alle baserer sig på 2014-regnskabstal – vidner om et omfattende engagement og en bred folkelig støtte til medlemsorganisationernes samarbejde med partnerkirker i udviklingslandene. Og heri er jo slet ikke medregnet det omfattende frivillige deltagelse. Den historie skal DMRU og medlemsorganisationerne blive bedre til at fortælle.

Lars Udsholt, Sekretariatsleder

 Indhold