DMRU Orientering - Juni 2017

Forfulgte kristne har været nævnt som indsatsområde i to regeringsgrundlag i træk. I sidste regeringsgrundlag stod det: ”I flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter.”

Dette mener vi er en tiltrængt og vigtig prioritet. Ligeledes er vi glade for at både forhenværende Udenrigsminister Kristian Jensen og nuværende Udenrigsminister Anders Samuelsen samt Minister for Udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs bekræfter, at måden man vil gøre dette på er ved at fremme tros- og religionsfrihed for alle.

Siden det første regeringsgrundlag har dette særlige fokus resulteret i følgende profilerede tiltag:

a) Tidligere Udenrigsminister Kristian Jensen har deltaget i en konference i Paris i september 2015.
b) Danmark deltager i en international kontaktgruppe af ligesindede lande, der også vil fremme tros- og religionsfrihed.
c) Danmark støtter en akademisk medarbejder, der assisterer FN’s særlige rapportør til FN’s højkommissariat om tros- og religionsfrihed.

Derudover har Minister for Udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs i starten af 2017 meddelt, at hun vil bidrage til at løfte opgaven ved:

a) At gøre det muligt at arbejde med tros- og religionsfrihedsfremmende projekter i DMRU-puljen.
b) At indstille til finanslovsforhandlingerne at DMRU-puljen forøges med 25% til understøttende aktiviteter, og at en del af disse midler skal bruges til at fremme tros- og religionsfrihed

I DMRU er vi glade for disse konkrete tiltag og er allerede godt i gang med arbejdet. Ved medlemsmødet i begyndelsen af juni samledes vi i Odense, hvor vi drøftede vores bidrag som fællesskab. Her blev der sat en kurs i forhold til, hvordan vi, i overensstemmelse med vores nye strategi, kan samle erfaring og evidens til også på dette område at bidrage positivt både til udviklingssamarbejdet ude og udviklingspolitikken hjemme.  

DMRU Orientering holder pause i juli måned, og vender tilbage til august.

Vi ønsker alle en rigtig god sommer!

Med venlig hilsen
Peter Blum Samuelsen, sekretariatschef