DMRU Orientering - Maj 2016

For tre år siden var jeg på besøg i det sydvestlige Guinea i Vestafrika. Området grænser op til Liberia, og i en årrække havde tusindvis af flygtninge søgt tilflugt fra nabolandets blodige borgerkrig. Ofte havde de ikke haft mulighed for at bringe meget andet end ganske få personlige ejendele – men nok så vigtigt: med sig bragte de troen og det kristne fællesskab i kirken. Snart sprang lutherske menigheder frem i Guinea, og lokalbefolkningen oplevede, hvordan flygtningene engagerede sig i deres nye hjemegn. Med årene voksede et aktivt missionsarbejde frem, og den lutherske kirke i Liberia påbegyndte også en indsats henvendt til HIV- og Aids-smittede med støtte fra DMRUs medlemsorganisation Promissio 

I denne uge har organisationer, myndigheder og FN-repræsentanter mødtes i Istanbul til det store humanitære topmøde på et tidspunkt, hvor antallet af flygtninge og internt fordrevne når nye alarmerende højder. Mødet falder også sammen med, at jeg selv i disse dage afslutter min ansættelse som sekretariatsleder i DMRU. De forgangne 4½ år har været intense og foranderlige, men først og fremmest har tiden været berigende og bekræftende. Berigende fordi kirker og kirkelige organisationer generøst har delt deres erfaringer, forhåbninger og forventninger undervejs. Og bekræftende fordi jeg bestandigt har mødt en tro og en tillid til det kristne fællesskab, til at engagere sig i hinanden. Det har i den grad været motiverende at opleve menigheder, kirker og kirkelige organisationer være åbne overfor omverden og ikke lukke sig om sig selv.

Rapporterne fra Istanbul fik mig til at mindes besøget i Guinea, og den selvfølgelighed hvormed lokale menigheder og kirken påtager sig et socialt ansvar for at bistå mennesker, der ellers risikerer at blive lukket ude af fællesskabet. Og jeg erindrede den bekymring, det vakte, da vi nogle måneder efter mit besøg modtog rapporter om voldsomme etniske uroligheder på den samme egn, hvor kirker og moskeer var blevet raseret og nedbrændt. Men jeg husker også, hvordan kirken i den situation engagerede sig som mægler mellem partnerne og tilbød nødhjælp og bistand til mennesker, der havde mistet hjem og ejendele. Det blev endnu et stærkt vidnesbyrd om næstekærlighed og om kirkens placering som ramme om stærke kristne værdier, meningsfulde fællesskaber og omsorg for svage og forfulgte. Et virke hvor der ikke skelnes mellem religiøst tilhørsforhold og etnicitet, og hvor gårsdagens flygtninge bliver morgendagens hjælpearbejdere.

Af hjertet tak for den tillid, kollegaer, bestyrelse, medlemsorganisationer og samarbejdspartnere i ind- og udland har vist mig i min tid hos DMRU. 

Lars Udsholt, sekretariatsleder

Indhold