DMRU Orientering - Marts 2017

Så nærmer vi os generalforsamling og medlemsseminar den 25. -26. april i Vejle, og jeg kan oplyse, at det stadig er muligt at tilmelde sig, hvis man skynder sig. Overnatning og fortæring er gratis.

Og husk, at årets DMRU-seminar i Vejle ikke kun er relevant for ansatte med fokus på det internationale arbejde, men også for organisationernes beslutningstagere og evt. nationale medarbejdere.  

Temaet for fællesseminar med DMR tirsdag d. 25. april er kirkerne og Verdensmålene. Dr. Fidon Mwombeki, Det Lutherske Verdensforbund, vil klargøre den virkning som kristen mission har på samfund og kulturer rundt om i verden i lyset af Verdensmålene

DMRU medlemsseminar onsdag d. 26. april handler om, hvordan lokale kirker kan blive formidler og facilitator for lokalsamfunds egne løsninger på problemer. Her har vi besøg af David Crooks fra Tearfund og Sigurd Haus fra Norwegian Mission Society.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det bliver en usædvanlig generalforsamling, eftersom vi skal stemme om en mulig fremtidig sammenlægning med Dansk Missionsråd. Herefter vil en egentlig proces mod en sammenlægning begynde, hvis medlemsorganisationerne er interesserede. Derudover skal vi drøfte en ny samlet strategi for DMRU-fællesskabet, der uanset sammenlægning vil vise vejen mht. vision, værdigrundlag, formål og udviklingssyn, men også med strategiske mål, og hvordan vi kommer derhen inden for de næste fem år. Vigtigt, at alle bidrager hertil.

Til generalforsamlingen skal der vælges to bestyrelsesmedlemmer - en for fire år og en for et år - samt en suppleant. Opstilling kan ske på selve generalforsamlingen, men vi vil meget gerne have forslag til kandidater snarest, så oplysninger kan blive sendt ud til deltagere inden mødet. 

Jeg ser frem til et par spændende og inspirerende dage sammen med jer!    

Med venlig hilsen

Peter Blum Samuelsen, sekretariatschef

Indhold