Ansættelsesudvalg i fuld gang

01-03-16

Fredag den 19. februar var der ansøgningsfrist på stillingen som DMRUs nye sekretariatschef. Efter annoncering i både Kristeligt Dagblad og på forskellige elektroniske medier er der indkommet mange gode ansøgninger til stillingen som sekretariatschef for DMRU. 

"Vi glæder os over et særdeles kvalificeret og interessant ansøgerfelt. Der er flere områder af høj prioritet, hvor kandidaterne skal være stærke på dem alle, og det er der heldigvis adskillige af ansøgerne, der er. Det gælder det kirkelige/teologiske samt det udviklingsfaglige og endelig bliver det afgørende, at vores næste chef med kompetence og troværdighed kan gå forrest i de strategiske valg, som de nye Verdensmål og de voldsomme omlægninger af den statslige udviklingspolitik stiller en organisation som DMRU og medlemsorganisationerne overfor", fortæller Tage Kleinbeck, formand for DMRUs bestyrelse. 

Bestyrelsen har nedsat et ansættelsesudvalg med repræsentanter fra bestyrelsen (og dermed medlemsorganisationerne) samt en medarbejderrepræsentant. Ansættelsesudvalget træder sammen og afholder samtaler med udvalgte ansøgere i ugerne frem mod påske.

Det er ønsket, at den nye chef kan tiltræde 1. juni, men som minimum skal overdragelse foregå, inden Lars Udsholt i løbet af sommeren flytter til Ghana, hvor hans kone er Danmarks ambassadør.