"Alle gode ting har en ende"

25-08-16

IAS DK tager denne måned afsked med Program Manager, Tanja Marie Kristensen. Sammen med sin mand flytter hun til Honduras, hvor den latinamerikanske hovedstad venter med nye udfordringer.

Efter syv år i IAS DK, vender Tanja Marie Kristensen fokusset fra Østafrika og Afrikas Horn, over Atlanten og til Honduras. Her skal hun sammen med sin mand, Arne Kristensen, arbejde som konsulent for Viva Honduras, en organisation med fokus på udsatte børn og unge.

Tanja Marie Kristensen har i høj grad været med til at forme IAS DK som den organisation, den er i dag med stærke lokale partnerskaber og en tre-årig programaftale med CISU.

Tanja blev ansat som barselsvikar i sommeren 2009. Det var en periode, hvor IAS DK var i stærk vækst, og der var brug for en medarbejder der kunne træde til og være med til at løfte organisationen i den rigtige retning.

Ifølge daglig leder, Torben Madsen, var Tanja den helt rigtige til det:

”Tanja har bidraget med meget til IAS’ partnerskaber og har gjort et kæmpe arbejde med både fundraising og projektimplementering”, fortæller han.

Tanja Marie Kristensen har bl.a. været en af de drivende kræfter i det store arbejde med at få programaftalen med CISU på 12,8 mio. i hus. En indsats der fortsætter IAS DK’s arbejde med inklusion i skolerne i Østafrika og på Afrikas Horn.

Ros fra både Nord og Syd

Udover Tanja Marie Kristensens stærke professionelle kompetencer, har hendes personlighed og menneskelige evner haft stor betydning for organisationen og kollegaerne.

”Tanja er helhjertet i det, hun gør. Hun er fleksibel og giver sig selv fuldt ud og hun tager ansvar”, siger Torben Madsen og fortsætter:?”Hun er god i et team og får mange spændende aspekter frem i samarbejdet. Hun er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og lære nyt. Hun er positiv og trofast!”.

Også Tanjas kollega fra IAS Kenya, Stephen Mwaura der arbejder som Program Manager i Syd, har rosende ord om sin nære samarbejdspartner:

”Tanja får det bedste frem i alle de samarbejder hun går ind i. Jeg er dybt taknemmelig for hendes vejledning og uforbeholdne støtte. Hendes rolle som overordnet programkoordinator, har fungeret som hjørnestenene i programarbejdet”, siger Stephen Mwaura og tilføjer:

”Det ser ud til at det gamle udtryk om at alle gode ting har en ende, er sandt”.

Ny mand på det danske kontor

Tanja Marie Kristensens plads på kontoret i København bliver ved årsskiftet overtaget af Anders Jacobsen. Anders Jacobsen er i forvejen ansat i IAS med bopæl i Tanzania og kunne for et år siden fejre 10-års jubilæum i organisationen. Han arbejder primært med træning af IAS’ partnerne i organisationsopbygning og rettighedsbaseret tilgang til udvikling. Efter mere end 10 år i Østafrika, flytter han og familien snart til Danmark.

Historien er sendt til DMRU fra IAS Danmark og bragt i en forkortet udgave.