Ny nødhjælpspulje lanceret

30-05-17

I samarbejde med Red Barnet og Start Network, har CISU lanceret Udenrigsministeriets Nødhjælpspulje, nu under navnet DERF – Danish Emergency Relief Fund. Der er nu åbent for ansøgninger, som kan søges løbende.

 

Hvem kan søge nødhjælpsmidler?

Alle danske civilsamfundsorganisationer, som ikke har en humanitær partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet, kan ansøge om midler fra nødhjælpspuljen, såfremt de efterlever DERF’s formelle krav og udfører interventionen i partnerskab med en sydpartner. CSO’ers organisatoriske kapacitet vurderes i forbindelse med nødhjælpsansøgninger igennem en særskilt ansøgning. Det er muligt løbende, at søge om en prækvalificering af ens organisatoriske kapacitet. I givet fald vil behandlingstiden for nødhjælpsansøgninger være markant kortere og falde fra 21 til 7 dage. Prækvalificering fremmer naturligvis organisationers beredskabsevne og mulighed for at levere en rettidig hjælp til ofrene.

Hvornår er en humanitær krise støtteberettiget?

DERF støtter overordnet tre former for humanitære kriser:

1.       En langsomt udviklende humanitær krise. Her refereres til humanitære katastrofer, hvis udvikling har været undervejs over et længere tidsforløb. Det kan eksempelvis være katastrofer som Ebola eller fødevaresikkerhedskriser grundet længere tørkeperioder.

2.       Hurtigt udviklende humanitære kriser. Vedrører akut opståede katastrofer såsom jordskælv eller oversvømmelser.

3.       En øget intensitet i en langvarig humanitær krise. Et eksempel herpå er hændelsen sent 2016 i Aleppo, hvor en langvarig humanitær krise forværredes. 

En humanitær krise kan i mange tilfælde være karakteriseret af flere af ovenstående aspekter, hvorfor det kan være vigtigt at identificere hovedkarakteristika for at kategorisere krisen og identificere den rette respons. 

For at kunne få finansieret nødhjælpsindsatser, skal krisen vurderes som støtteberettiget. Opstår en humanitær katastrofe, kan man alarmere CISU herom, ved at udfylde en alert noteog indsende den til derf@cisu.dk, som behandler anmodningen. Afgøres krisen til at være støtteberettiget, vil den fremgå på hjemmesiden som et åbent ”Call for applications”.

Hvad kan man søge om støtte til?

Nødhjælpspuljen består af to fundingmodaliteter.

Første modalitet omhandler livreddende interventioner med fokus på at møde akutte behov for særligt sårbare grupper i kriseramte områder. Målet er at holde mennesker i live og tilvejebringe presserende sikkerhedsforanstaltninger. Denne modalitet relaterer sig til den tredje form for krise. Her kan søges op til 2 millioner kroner, og interventionen kan have en varighed på op til 3 måneder. 

Anden modalitet relaterer sig til hurtigt og langsomt udviklende humanitære kriser. Modaliteten støtter både på livreddende og stabiliserende interventioner. Målet er at kombinere afhjælpning af akutte opståede behov med stabiliserende indsatser, som opbygger kapaciteten blandt de ramte ofre til at kunne genetablere sig og komme ud af krisen. Man kan søge op til 5 millioner kroner for en periode på op til 9 måneder.

I DMRU står vi klar med rådgivning ved yderligere spørgsmål eller ønske om at søge nødhjælpsmidler.