Peter Blum Samuelsen ny sekretariatschef for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

02-05-16

Peter Blum Samuelsen tiltræder den 1. juni 2016 som sekretariatschef for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU). 

Peter Blum Samuelsen kommer fra en stilling som programkoordinator for Asien i Caritas Danmark og har ved siden af været leder af Dansk Forum for Mikrofinans.  Han har tidligere været vicegeneralsekretær i Mission Øst, som er en af DMRUs medlemsorganisationer. Sammen med sin familie har Peter haft ti år i udlandet, herunder fire år som rådgiver for World Vision i Sydafrika samt tre år for ILO i henholdsvis Schweiz og Sydafrika. Peter er cand.scient.soc. i internationale udviklingsstudier og erhvervsøkonomi.

”Peter Blum Samuelsens lange baggrund i international udvikling både i kirkelige og ikke-kirkelige organisationer, erfaring fra flere af medlemsorganisationerne og poster ude i verden var væsentlige grunde til, at bestyrelsen samledes om at udpege ham som den nye sekretariatschef. Peter gav desuden gode strategiske bud på DMRUs udviklingsmuligheder de kommende år. Derfor har vi tillid til, at han bliver en god leder for os”, siger bestyrelsesformand, Tage Kleinbeck. 

”Jeg ser mange muligheder for både DMRU, for medlemsorganisationerne og for kirkeligt udviklingsarbejde generelt. I en tid hvor dansk udenrigs- og udviklingspolitik er under forandring, og hvor der samtidig er større fokus på samspillet mellem religion og udvikling, er der brug for organisationer som DMRU, der ved noget om, hvordan kirker og andre religiøse aktører er med til at skabe bæredygtig udvikling blandt verdens fattige. Det er et arbejde, jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for”, siger Peter Blum Samuelsen. 

Peter, som er 50 år, bor i Græsted sammen med sin kone Aline og deres to yngste sønner. Parrets øvrige tre børn er flyttet hjemmefra.